top of page
  • Forfatters billedeTuri Kjestine Meyhoff

Formidling til sårbare børn og unge: Læringer fra en ultravigtig opgave


Explainer til børn og unge, vært Inge Thorup, hjælp
Inge Thorup, som mange børn og unge kender fra UltraNyt, er vært på serien.

En af de store opgaver med formidling til børn og unge, som vi løftede i 2023, er en explainer-serie til børn og unge om mødet med kommunen. Serien har vi lavet for Videnscenter om Børneinddragelse og Udsatte Børns liv, og du kan læse meget mere om projektet lige her.


Serien er blevet taget fantastisk godt imod ude i kommunerne, hvor de skal bruges i dialogen med børn og unge, og det er vi selvfølgelig både meget glade for og stolte over.


Men hvad er det vigtigste, vi har lært i arbejdet med explainer-serien? Det var jeg med til at svare på, da jeg for nogle uger siden var inviteret med som gæst på det fælles kontormøde i kontoret for Børne, Unge og Familier i Social- og Boligstyrelsen i Danmark.


Her kunne projektgruppen fra Videnscenter for Børneinddragelse og Udsatte børns liv præsentere videoerne for deres kolleger – og sammen fortalte vi om det fantastisk spændende og lærerige arbejde, der ligger bag.


Så hvad er vigtigst? Der er meget, men her kommer nogle af mine egne nedslag:


Det var godt, at vi i vores formidling vendte processen om!

Meget formidling til både børn og voksne følger systemets proces. I de tilfælde, videoerne handler om, starter det ofte med en underretning. For barnet eller den unge starter sagen ofte først, når de selv skal tale med en rådgiver første gang. Når de skal til møde med kommunen. Så dér starter serien også.


Det var afgørende, at vi havde værdifuldt input fra målgruppen (– og at vi brugte det!)

Videoerne skulle ikke være til alle børn og unge, men målrettet til børn og unge, der møder ”systemet” for første gang. Som udgangspunkt for formidlingen havde Børns Vilkår, som også er en del af VBU, afholdt en række fokusgrupper med unge, der tidligere har haft en sag i det sociale system. Deres oplevelser af processen, og ikke mindst kommunikationen omkring den, var guld værd ift. at skabe formidling, der reelt taler ind i målgruppens faktiske situation og italesætte den tvivl og de bekymringer, der er. Blandt andet derfor spørger vi i videoerne – på målgruppens vegne – hvorfor i alverden kommunen egentlig skal blande sig. Og vi giver selvfølgelig svaret.


Det rigtige sprog tager tid – og det er sindssygt vigtigt

Arbejdet med, hvad vi præcist skal sige, er.. omfattende! Her gælder det om at udfordre og lade sig udfordre på de ord og udtryk som er helt indlejret i vores fælles samtale, enten som fagpersoner eller bare voksne.


Hvad betyder de ord og begreber, vi bare bruger i flæng? Og hvordan foregår de processer, vi taler om, helt nøjagtigt? Det tager tid, men den sproglige præcision er helt afgørende, når vi skal gøre kompliceret lovstof tilgængeligt for børn og unge.


Det skal prioriteres knivskarpt

Der er virkelig meget, man kan og skal fortælle om det at have en sag i kommunen. Samtidig er der klare grænser for, hvor meget og hvor længe du kan og skal fortælle i en explainer-video til børn og unge.


Og hver gang, du bruger et ukendt ord eller begreb, skal det forklares. Derfor gælder det om at få sorteret benhårdt i, hvornår et ord eller begreb var vigtigt nok, til at blive forklaret – og hvornår vi kunne erstatte med en mere genkendelig formulering.


Det var mine nedslag. Måske kan du også bruge dem til noget? I så fald: Værsgo!


Vil du høre mere om projektet, så tøv ikke med at tage fat i mig på turi@klaedtpaa.com.


/Turi

bottom of page