Og nej, det er ikke begyndelsen på en dårlig vits. Det er bare et rigtig godt eksempel på, hvordan vores arbejde i Klædt På kan være helt vanvittigt varieret og fuldstændig det samme på én gang.
Ligheden er nemlig, at der skal de samme principper og arbejdsgange i brug, hvad enten emnet er insekter eller børns rettigheder i det kommunale system.
I hele anden halvdel af 2023 – og indtil for nylig - har vi på to explainer-projekter været fordybet i typiske sagsforløb og juridiske begreber, der er vigtige for børn og unge med en sag i kommunen. Klip til lige nu, hvor vi tilrettelægger en podcast-serie til børnehavebørn om de dyr, du kan møde i byen.
I stedet for ord som bisidder, afdækning og netværksmøde er mit hoved nu fyldt med humlebiens livscyklus og mursejlerens formidable evne til at sove i luften.
Altså.. Hvor vidt forskelligt kan det lige blive? Faktisk ikke så forskelligt, for helt overordnet er opgaven nøjagtigt den samme:
At researche og stille spørgsmål på spørgsmål (på spørgsmål) indtil man ægte forstår – så man kan formidle videre.
At bryde komplicerede ord, processer og begreber ned til noget, målgruppen kan forstå.
At få det fortalt på en måde så målgruppen også har lyst til at se eller lytte.
Processen er den samme, men resultatet bliver selvfølgelig vidt forskelligt, alene på grund af de vidt forskellige emner og formål med formidlingen.
Hvor vi med explainerne formidler noget stof, der er helt afgørende vigtigt og væsentligt for en sårbar målgruppe, er formålet med podcast-serien først og fremmest at fascinere og pirre til nysgerrigheden. Og hvor vores formidling i explainerne først og fremmest er nænsom, er det især begejstring, der skal strømme ud gennem højtaleren, når børnehavebørnene skal lytte med.
Og ja, der er også lige en verden til forskel på at lave formidling til store børn og unge, og så børnehavebørn. Men det handler om formen – og det er jo en helt anden historie.
Her får du et sneak peek på det kommende cover til Dyresporet, som podcasten kommer til at hedde. Måske kan du spotte humlebien. Coveret er lavet af den formidable illustrator Anya Winqvist. Den skønne bisidder-grafik har dygtige Johan Wiklund stået for.
/Turi
Comments